Tulip i England får ny CEO
Steve Francis er ny mand i spidsen for Danish Crowns engelske datterselskab Tulip Ltd. Francis har erfaring fra kødbranchen samt reorganisering og genopretning af produktionsvirksomheder.
Hård konkurrence på detailmarkedet, stigende råvarepriser, tab af vigtige kontrakter og interne udfordringer med produktivitet og prissætning udfordrer Tulip Ltd. Virksomheden vil komme ud af året med et tab. I forhold til sidste år er der tale om en tilbagegang på 350 til 400 millioner kroner.
På baggrund af disse udfordringer har Danish Crown valgt at erstatte den hidtidige CEO Chris Thomas med den 55-årige Steve Francis.
- Vi vil gerne takke Chris Thomas for hans indsats gennem 3 år og ønsker ham held og lykke i fremtiden, siger Danish Crowns Group CEO Jais Valeur.
Steve Francis kommer til Danish Crown med en omfattende, international erfaring i genopretning af firmaer med udfordringer. Han har erfaring fra flere brancher – herunder fødevare- og kødbranchen, og han beskrives som ekspert i at løse komplekse problemer i virksomheder, hvor "det vi plejer at gøre" ikke længere er nok.
– Vores nye CEO Steve Francis har i sin karriere adskillige gange bevist, at han er i stand til at skabe forandring indenfor kort tid. Henover sommeren har vi konstateret, at der er betydelige forbedringer at hente ved en fokuseret indsats og gennem et tættere samarbejde med den øvrige del af koncernen. Vi ønsker igen at blive det foretrukne valg blandt forbrugere og kunder på det vigtige engelske marked. Den opgave lægger vi nu i hænderne på Tulip Ltd’s nye CEO, siger Jais Valeur.
Steve Francis tiltræder stillingen som CEO omgående.
– Jeg glæder mig til at stå i spidsen for ledergruppen i Tulip Ltd. Tulip Ltd er en fantastisk britisk virksomhed, der bliver støttet af et stærkt moderselskab Danish Crown-koncernen. Jeg er overbevist om, at hvis vi arbejder som et hold med hurtighed, disciplin og præcision vil vi være i stand til at overhale vores konkurrenter og genvinde vores retmæssige position som den førende svinekødsvirksomhed, siger Steve Francis.
Med ansættelsen af Steve Francis sætter Danish Crown arbejdet med at rekruttere et nyt direktionsmedlem i stedet for Flemming Enevoldsen - der fratrådte sin stilling i april på grund af uenighed om strategien for Tulip Ltd – i bero indtil videre.
Kort om Steve Francis Steve
Francis har en master i fysik fra Oxford Universitet. Han har arbejdet for internationale firmaer som McKinsey, PwC og Barclay og har indtaget flere ledende stillinger hos den hollandske slagterikoncern Vion Food Group. Senest har Steve Francis været CEO for den engelske virksomhed Danwood, hvor han på et år formåede at vende et underskud på over 80 millioner kroner til et overskud på mere end 50 millioner kroner.




































