Den tyske maskinproducent Amazone har 19. september købt den kriseramte østrigske plovfabrik Vogel & Noot, der har været til salg i nogle måneder.

Med dette indkøb er Amazone Group nu repræsenteret med fem produktionslokaliteter i Tyskland, Frankrig og Rusland, samt nu yderligere en i Sydøsteuropa, nemlig Vogel & Noot-fabrikken i Ungarn.

Amazone genoptog i 2013 udvikling og produktion af muldpladeplove på en plovfabrik i det tidligere Østtyskland. Med overtagelsen af Vogel & Noot kan Amazone nu fuldende sit plovprogram med både halvbugserede plove og kærreplove.

Indtil videre har Amazone koncentreret sin udvikling af muldpladeplove til den liftophængte Cayron-plov med fem og seks furer, især med en ny konstruktion, der med et parallelogram trækker ploven tættere på traktoren under vending, og derfor belaster vendehovedet mindre. 

Amazone-plove fra 2018

Hos den danske Amazone-importør, Brøns Group, glæder direktør Dan Hamann sig over, at Amazones redskabsprogram inden for jordbearbejdning, såteknik og plantepleje bliver endnu mere komplet.

- Endnu har Amazone ikke frigivet muldpladeplove til salg i Danmark, men når det kommer, vil vi naturligvis gerne være med.

Brøns Group har i forvejen importen af Gregoire Besson-plove, og det vil, ifølge direktøren ikke kollidere med muldpladeplovene fra Amazone.

- Vi har en aftale med Amazone, der tillader, at vi også har en linje med Gregoire Besson-plove, og i praksis betyder det blot, at det vil foregå i hver sin distributionskanal. Amazone-muldpladeplovene ventes at blive markedsført i Danmark fra 2018, oplyser Brøns Group.

Brøns Group vil således også overtage reservedels- og sliddelsforsyningen til eksisterende Vogel & Noot-kunder gennem sit distributionsnet.

Læs mere i Effektivt Landbrug fredag