Kverneland-forhandling til Røstofte Maskiner
Väderstad skiftes ud med Kverneland i firmaets afdelinger på Lolland og Mern på Sydsjælland.
Røstofte Maskiner, der har afdelinger i Mern på Sydsjælland og en netop tilkøbt afdeling i Sakskøbing på Lolland, vil i fremtiden fokusere på de røde maskiner fra Kverneland.
- Vi har i længere tid været i forhandling med Kverneland om et fremtidigt samarbejde efter opkøbet af den tidligere forhandler Møller Andersen, og da Väderstad nu har valgt at ændre sin forhandlerstruktur, faldt det naturligt at lave en forhandleraftale med Kverneland i begge vores afdelinger, siger indehaver Dann Nielsen fra Røstofte Maskiner.
Ifølge Røstofte Maskiner har det været meget vigtigt at kunne lave en aftale med en leverandør, der kan tilbyde et bredt produktprogram med kvalitetsmaskiner til det professionelle landbrug, stort som lille.
- Og med Kvernelands velkendte produktprogram, kan vi komme i arbejdstøjet fra dag ét. Vores sælgere har allerede været på kursus, og vi igangsætter i dag demo af Kverneland u-drill såmaskinerne, et segment som vi i mange år haft stort fokus på, og som vi med Kvernelands produktprogram har rig mulighed for at lave kundetilpassede såløsninger med, siger Dann Nielsen.
Maskinopbygning giver albuerum
Salgschef Troels Pontoppidan fra Kverneland pointerer, at man i produktudviklingen af Kverneland u-drill såmaskinerne har haft et kæmpe fokus på at lave en såløsning, hvor landmanden har mulighed for dels at lave sikker etablering af frøgræsmarker, placere gødningen både i sårækken, hvor virkningen er hurtig, samt i discnedfældning imellem rækkerne.
- På den måde har vi en maskinopbygning, der giver landmanden »albuerum« til at arbejde passioneret med sit maskineri, forklarer Troels Pontoppidan.
Han tilføjer, at man via samarbejdet med Røstofte Maskiner når ud til mange landmænd.
- Forretningen har efter skiftet til Claas i 2012 bevist, at man er en meget seriøs samarbejdspartner for landmændene, ellers havde man ikke fået den succes med Claas’ traktorer og høstmaskiner, som er tilfældet.
- Jeg er sikker på, at vi med denne fulline-forhandling af vores fulde produktprogram vil kunne få skabt den synergi for landmanden, som vi ønsker, fremhæver Troels Pontoppidan.






































