Gæs på træk bryder sig ikke om ulve. De går ikke ned på steder, hvor de kan se ulve nede på jorden – eller i hvert fald det, de tror, er ulve.

Den viden benytter Knud Arne Frandsen, driftsleder på Adamshøj Gods ved Ringsted, sig nu af til at forhindre, at trækkende gæs slår sig ned og forårsager skader på nysåede vintersædsmarker.

Det var ved lidt af en tilfældighed, at Knud Arne Frandsen for nogle år siden fik den viden – og idé. Den opstod efter en tur til nogle forpagtede arealer på Sæbygaard nær Tissø ved Kalundborg. 

Sådan opstod ideen

- Her havde flokke af gæs slået sig ned og åd løs af de grønne vintersædsmarker, fortæller driftslederen, der havde sin store labrador-hund med – og den var vildt optaget af at jage gæs væk.

Oplevelsen gav ham idéen til at fremstille nogle kunstige labrador-hunde i tre millimeter jernplade. De første eksemplarer blev sat ud i efteråret 2014 og viste sig at have rigtig god effekt på grønne marker med især hvede og raps.

Siden har ejeren, godsejer Carl Boisen Thøgersen, fået igangsat en produktion og markedsføring af de kunstige labrador-hunde – nu i lette, vejrbestandige materialer, så de er nemmere at håndtere. 

Hundene blev til ulve

På et tidspunkt blev de omtalt i et indslag på TV Øst, og her var hundene imidlertid blevet til ulve – og sådan har det været siden.

Ulvene, der måler 155 gange 55 centimeter og vejer fem kg, placeres på en fod, der nemt stikkes ned i jorden. Her virker de ekstra livagtige, fordi de drejer i vinden.

- Udover i nysåede afgrøder har vores skræmme-ulve også vist sig at kunne holde gæs og andet fuglevildt væk fra skårlagte afgrøder. Desuden anvender vi dem selv til at holde fasaner på plads i en bevoksning, fortæller Carl Boisen Thøgersen.

Ulvene er allerede solgt til kunder over hele Danmark samt i Norge og Sverige. Blandt kunderne kan også nævnes både campingpladser og golfbaner. Og et enkelt sted har man anskaffet dem til at holde skarver væk fra en badebro. 

Ulvene skal flyttes

- For at opnå ordentlig skræmmeeffekt af ulvene, skal der altid være flere af dem på en mark. Hvor mange afhænger af størrelsen på den enkelte mark, men vi anbefaler, at man sætter cirka syv styk ud pr. hektar, oplyser Carl Boisen Thøgersen.

Han tilføjer, at det er nødvendigt at flytte ulvene engang imellem for at give de trækkende gæs og fuglevildt det indtryk, at de flytter sig.

- Hvor ofte det er nødvendigt at flytte ulvene, afhænger af problemets omfang. Ifølge vore egne erfaringer bør det typisk ske cirka hver 10. dag, slutter den midtsjællandske godsejer.