Frem til november måned kan omkring 25 minkavlere i Hjørring Kommune forvente at få et besøg af kommunens miljømedarbejdere.

Besøget vil fokusere på minkfluer og hvordan, man som minkavler effektivt kan bekæmpe dem hele året.

- For selv om minkfluen – også kendt som Lille Stueflue – forsvinder i vintermånederne, så ligger næste års generation af fluer gemt i pupper i for eksempel sandunderlaget på minkfarmene. Derfor er det vigtigt både at holde øje med mængden af fluepupper og bekæmpe dem, inden de bliver til nye fluer, lyder det fra kommunen, der mener, at forebyggelse virker bedre end bekæmpelse. 

Samarbejde om bekæmpelsen

Hjørring Kommunes miljømedarbejdere besøgte sidste år i samarbejde med Kopenhagen Fur et par minkfarme, hvor de fik en snak om fluebekæmpelse.

For nylig deltog kommunen også på et arrangement i Vestvendsyssel Pelsdyravlerforening, hvor miljømedarbejderne fortalte om minkfluekampagnen.

Kommunen oplever, at strategien med dialog og forebyggelse som våben mod minkfluer falder i god jord hos avlerne, som får konkrete tips og tricks til, hvordan de hurtigere og nemmere kan spotte flueproblemer i opløbet – og bekæmpe dem inden det bliver til et egentligt problem.

- I kommunen synes vi at vi bruger kræfterne bedre på at forebygge problemerne sammen med avlerne i stedet for at komme med en løftet pegefinger, når skaden er sket. Og vi oplever, at minkavlerne er helt enige i den strategi, siger miljømedarbejder Bente Kjærsgård Henriksen.