DLF-avlere glæder sig over flotte afregningspriser
Det går godt for frøvirksomheden DLF, der her i december er på rundtur med regionsmøder i hele landet. Forleden var turen kommet til det østjyske område, med avlermøde i Horsens for omkring 50 fremmødte avlere.
Over 14.000 kroner pr. hektar for fjerde år i træk – eller i alt 73 millioner kroner fordelt på medlemmernes konti – det er flot, og det var også en glad repræsentant for bestyrelsen, Henrik Kreutzfeldt, Odder, der på DLF´s avlermøde i Horsens forleden, kunne fremlægge de positive tal.
Og selv om tallene leder tankerne hen på – om ikke guldkorn, så guldfrø, så vokser ingen af delene op i himlen. For markedsudviklingen byder både på muligheder og trusler – ligesom betydelige ting som Brexit i Storbritannien, Trump-sejr i USA og andre forhold, er ubekendte for den indflydelse, det måtte have på samhandel – også med frø.
Her kunne Henrik Kreutzfeldt notere sig store udfordringer med fodergræs i EU på grund af manglende indtjening på den ene side, mens en styrket dollar har givet fremgang andre steder, som eksempelvis Canada, mens Rusland holder stand, og usikkerhed i Kina omkring importforhold.
- Til gengæld har vi oplevet en fremgang på ti procent i økologisk kløvergræs, som der også er øget efterspørgsel på ude på flere eksportmarkeder.
Den stigende dollar har givet DLF og andre europæiske frøfirmer en fordel overfor de amerikanske konkurrenter.
- Dog skal man huske, at der kan ske meget, hvis der kommer en ændring i dollarkursen. Det kan ændre det hele og give lavere priser, sagde Søren Halbye, salgs- og marketingdirektør, DLF.
Han kom i sit indlæg også ind på problemstillingen omkring Brexit, der har sendt det britiske pund nedad, og som har betydet, at man i DLF bliver nødt til at hæve priserne med mellem 10 – 15 procent.
Og mens DLF i årevis har konkurreret med store etablerede konkurrenter fra blandt andet Frankrig, Canada – og tidligere også USA, er andre på vej:
- Polen ”irriterer” os lidt, da de har udvidet deres udlæg i græs fra 4.000 til 8.000 hektar, konstaterede Søren Halbye, der dog samtidig understregede at man i DLF er klar til at tage kampen op. For mens de polske frøpriser kan være svære at matche, så mener han, at DLF har andre styrker:
- Vi skal være konkurrencedygtige på kvaliteter og stærke sorter.
Og det er ikke kun inden for græs, at man i DLS satser på vækst. Søren Halbye fremhævede blandt andet lucerne, som et af de fremtidige store vækstområder, hvor DLF senest har investeret i avl og produktion i blandt andet Frankrig og Ungarn.





































