Vejret drillede frøavlen
I forhold til 2015 faldt udbytterne i de fynske græsfrømarker efter den tørre forsommer.
De fleste husker nok sommeren som våd og kedelig. Men den startede med tørke i maj og første halvdel af juni måned. Og det var ikke godt for de ellers lukrative frøgræsarter, som mange landmænd på Fyn og Langeland dyrker med største omhu på deres arealer.
Med kun 26 millimeter regn i maj måned mod normalt 46 millimeter gik det især ud over den tidlige art, engrapgræs. Men også bestøvningen i flere af de øvrige frøarter blev påvirket af, at den første dagsregn først kom den 20. juni efter den lange tørkeperiode.
- Modsat gik det faktisk flere steder i Jylland, hvor de fik for meget regn. Så alt i alt endte den største frøafgrøde, alm. rajgræs, på Fyn trods alt med at ligge noget over årets gennemsnit og tæt på en normalhøst, kunne avlschef Erling Christoffersen berette på årets møder for DLF-avlere i sidste uge i henholdsvis Nyborg og Humble.
Rødsvingel skuffede
I sin gennemgang af udbytterne kunne han dog konstatere, at solskinnet i forsommeren havde gavnet hvidkløvermarkerne, som fik en god bestøvning, og afgrøden nåede at blive høstet inden det dårlige vejr i august.
Til gengæld var den største skuffelse den anden store fynske frøart, rødsvingel.
- Normalt kan den godt klare tørvejr i maj-juni, men det var åbenbart for tørt i år, måtte Erling Christoffersen konstatere med et rødsvingeludbytte nede på 1.336 kg på Fyn og 1.257 kg for Langelands vedkommende.
Læs mere fra avlermøderne i næste uges LandbrugFyn.












































