Landbo-ungdommere lagde vejen forbi landbrugscenter
LandboUngdom var forleden på besøg hos det tidligere Jysk Landbrugsrådgivning – nu Sagro - i Esbjerg
Forleden var Brørup LandboUngdom taget en tur til Esbjerg, for at få mere viden om det lokale landbrugscenter.
Det tidligere Jysk Landbrugsrådgivning, som i dag hedder Sagro, tilbyder service og rådgivning inden for alle relevante rådgivningsområder, hvoraf hovedområderne er planteavl, regnskab og driftsøkonomi, kvægbrugsrådgivning, svine-produktionsrådgivning, ejendomsoverdragelse og juridisk råd-.
Allan Elsted Hansen, ansvarlig ejendomsmægler og daglig leder for LandboGruppen Jysk, lagde ud med at fortælle om ejendomsmarkedets udvikling og om fordele/ulemper for køb af egen virksomhed i dag.
Samtidig kom han også ind på, hvad man skal være opmærksom på i forhold til markedet, samt prisen på ejendommen.
Herefter var det Kjeld Askjær, Direktør for Svine Rådgivningen, som kunne fremlægge sine synspunkter omkring ledelse og management af én selv, medarbejdere og landbrugsejendomme generelt. Her belyste han især de personlige overvejelser og problemstillinger der er, og som kan opstå i og omkring køb af en bedrift - både før, under og efter.
Aftenen blev sluttet af med en rundvisning i hele bygningen, hvor de fremmødte fik en idé om, hvad Sagro arbejder med og kan tilbyde deres medlemmer. Samtidig fik alle også en stor indsigt i, hvordan man skal forholde sig i landbrugserhvervet i dag, og hvordan man kan få lov til at udvikle sig som ung landmand.
- Med besøget her på Jysk Landbrugsrådgivning er det med til at give os unge en rigtig god forståelse af, hvad man skal tage hensyn til, hvis man har drømmen om at starte selvstændig virksomhed. Vi fik en rigtig god snak om, hvad der var vigtigt at tænke igennem - meget simple ting som; hvad ens fremtidsplaner er, hvorfor vil man være selvstændig, vil man have familie osv. Man bliver nødt til at tage stilling til de realistiske fakta omkring ens liv - både privat, men helt klart også omkring ens karriere, slutter Ann Sofie Martlev Apel, Regionsformand i LandboUngdom i Region Ribe.




































