Mælkeprisen stiger med 14,9 øre 1. december
Arlas konventionelle acontopris stiger 1. december med 2 eurocent/kg.
I Danmark og Sverige stiger acontoprisen for økomælk med 1 eurocent, mens den i Storbritannien stiger med 2 eurocent. I Centraleuropa er acontoprisen for økomælk uændret.
Stigningen i Danmark svarer til 14,9 øre for konventionel mælk og 7,5 for økomælk. Dermed bliver acontoprisen for konventionel mælk 240,5 øre, og for økomælk 353,3 øre. Acontoprisen for mælk produceret på basis af non-GM foder bliver 248,0 øre.
Som en konsekvens af den reducerede mælkeproduktion fortsætter de europæiske markeder med at styrkes. På trods af at udfordringerne med lave oliepriser fortsat påvirker de olieproducerende lande, ses der også positive signaler fra vores internationale markeder.
I øjeblikket er det økologiske marked i Centraleuropa stabilt, mens det fortsætter med at styrkes i øvrige områder.
Udsigterne for de kommende måneder fortsætter med at være positive. Som følge deraf vil der komme en lignende stigning i januar.
Fakta
- Fedtværdien er 25,03 kroner pr. kilo, og proteinværdien er 40,04 kroner pr. kilo.
- Forventet efterbetaling og rente for 2016 er 7,6 øre, og forventet konsolidering er 9,6 øre.
- Økotillæget er 112,8 øre.
- Tillæg for non-GM foder er 1 eurocent (7,5 øre) – dette kommer i anvendelse i takt med at andelshavere på de enkelte markeder inviteres til at indgå kontrakt om mælk baseret på non-GM foder. I Danmark er der åbnet for at tegne kontrakter.
- Arlaprisen er 266,2 øre pr. kilo konventionel mælk og 371,5 øre pr. kilo økologisk mælk.




































