- Hæld 12 kerner i tragten og kig på Ipad’en: Den viser også 12 kerner. Eller prøv med 427 kerner, øjeblikket efter viser tælleren det samme antal.

Administrerende direktør David Pedersen fra Väderstad Danmark viser gerne producentens nye SeedEye, der er opstillet på Agromek-standen for at demonstrere, hvordan udstyret nu kan tælle de kerner eller frø, såmaskinen sender ud fra fordeleren til de enkelte såskær.

- I fremtiden skal vi ikke bruge kræfter på at omregne fra tusindkornsvægt til antal frø pr. kvadratmeter. Med SeedEye indstiller man blot det ønskede antal planter pr. kvadratmeter og kan lynhurtigt skifte til en anden afgrøde. Samtidigt fungerer SeedEye tællerne, der sidder på hvert udløb fra fordeleren, at alle såskær får tilført det korrekte antal frø. Sker dette ikke, fungerer SeedEye også som overvågning og alarmgiver.

I den kommende sæson afprøves SeedEye frøtælleren, der i går fik titlen som Agromek Award, under danske forhold og kan monteres på de Väderstad-maskiner, der kører med E-Control, og hvor man overvåger såprocessen via Ipad. 

Dobbelt SteelRunner

Til Opus og TopDown maskinerne kan Väderstad nu levere den nye dobbelt SteelRunner, der er en kraftig pakker, der skaber en meget effektiv pakning i dybden og sikrer en hurtig udtørring af overfladen.

Dobbelt Steelrunner med diametre på 600 millimeter kan stilles således at forreste række er en smule højere end bageste, hvorved doze-effekten forhindres eller minimeres, og pakkeren således bliver mere letløbende.

Dobbelt SteelRunner bliver klar til levering i første halvdel af 2017.  

Samme antal udsalgssteder 

Til Väderstad-kunderne, der har været gennem en turbolent periode, fordi forhandlingen fremover sker gennem de 12 Semler-udsalgssteder, har David Pedersen en beroligende kommentar.

- Vi er jo reelt i den situation frem til januar, at vi faktisk har dobbelt så mange forhandlere som tidligere. Når de 12 Semler-udsalgssteder bliver alene om at forestå Väderstad-salget fra januar vil reservedele og service fortrinsvis klares med de seks servicevogne, der kører landet over.

- Det er vigtigt for mig at fortælle, at vi absolut ikke har noget negativt at sige om de hidtidige forhandlere. Vi mener blot, vi med Semler som ny samarbejdspartner har forberedt os på det nye billede, der er ved at tegne sig af fremtidens maskinmarked, siger David Pedersen.