En selvlæssende blandevogn kan da ikke bare flytte sig rundt uden motor og hjul?

Næh, men det gør den heller ikke. Inde bag skørterne er der skam både en 80 hk JCB-dieselmotor og nogle store hjul, der kan bære det hele. 

1.875.000 kroner koster den selvlæssende hollandske Schuitemaker Innovado-blandevogn, men så kan den også klare sig selv og sørge for at fodre op til 700 køer i døgnet. 

Gps udendørs

Svend Aage Jensen (Svenne) hos Brørup Traktor- og Maskincenter har allerede oplevet, at kunderne deler sig i opfattelsen af, om det er hensigtsmæssigt at have en førerløs selvlæssende fuldfoderblander til at sørge for den daglige fodring.

- Målet med den her er, at der skal fodres tre gange i døgnet. Den kan selv færdes i såvel ensilagesiloen som inde i stalden. I stalden styres den af installerede elektroniske spor, mens det er præcisions-gps med RTK, der holder styr på fodervognens færden udendørs, forklarer Svend Aage Jensen.

- Jeg synes det er spændende. Innovado skærer skånsomt uden at lufte ensilagen i siloen, og så kan den indrettes til at køre hen under en eller flere påslag med andre foderelementer, som skal blandes i den otte kubikmeter store blandekar, der har to snegle.  

17-18 timer pr. døgn

Doseringen opgøres i kilo udfodret fuldfoder pr. meter foderbord, som maskinen kan programmeres til.

Samtidigt med udfodringen drejes et skørt ud til siden, og fungerer derved som foderskubber, der effektivt forhindrer, at foderrobotten kører i foderet fra sidste fodring.

- Reglerne for førerløse køretøjer betyder, at siloområdet skal afmærkes, så enhver, der færdes inden for foderrobottens arbejdsområde, er opmærksom på, at man deler arbejdspladsen med andre, forklarer Svend Aage Jensen.

Foderrobotten eller »det førerløse rullende foderkøkken« har sensorer hele vejen rundt, der øjeblikkeligt bringer køretøjet til standsning, hvis utilsigtede forhindringer skulle komme i vejen.

- Vi anbefaler, at man ikke disponerer kapaciteten af robottens arbejde til mere end en 17-18 timer i døgnet, så der altid er lidt ekstra tid til vedligeholdelse, omprogrammering og andet, siger importøren.