Ny førstemand på den første generalforsamling
Medlemmerne i Odsherreds Landboforening skal vælge ny formand, når den nordvestsjællandske forening 20. februar åbner rækken af østdanske generalforsamlinger.
I løbet af godt en måned afvikles generalforsamlingen i de seks landboforeninger øst for Storebælt, og det er vanen tro Odsherred Landboforening, som indleder møderækken.
Mandag den 20. februar danner Vig Forsamlingshus rammen om årsmødet i den nordvestsjællandske landboforening, der i efteråret skiftede kontorleder og nu også skal have ny formand.
Efter seks år på posten har Karl Otto Nielsen, Egebjerg, nemlig proklameret, at han ikke er villig til genvalg på den kommende generalforsamling.
Spændende og givende
- Jeg har været med i organisationsarbejde i foreningen i over 20 år, og jeg finder nu, at tiden er inde til at stoppe. Det er utrolig spændende og givende at være med, hvor tingene sker. Det er dog også enormt tidskrævende, og det blev selvfølgelig intensiveret, da jeg blev formand, fortæller Karl Otto Nielsen.
- Min tid rækker ikke længere til det, og i stedet for at gøre noget halvt, har jeg nu valgt at sige stop, så jeg får bedre tid til gården og familien, lyder det fra den snart forhenværende landboformand, der er slagtesvineproducent og har planteavl i et driftsfællesskab med en nabo.
Udover Karl Otto Nielsen har også næstformand Søren Boye meddelt, at han ikke ønsker genvalg, men det er et tilfældigt sammentræf, forsikrer Karl Otto Nielsen, der glæder sig over, at der er kommet ro på i kontorhuset i Nykøbing Sjælland.
- Vi har haft en lidt turbulent periode, men nu har vi fået en perfekt konstellation, og vi er klar til fremtidens udfordringer og opgaver, understreger nordvestsjællænderen, der fylder 54 år i marts.
Læs hele artiklen i denne uges LandbrugØst eller på nettet allerede i dag.




































