Minkavlere skal kende fremstillingsprisen
Det gælder om at kende fremstillingsprisen for minkskind i en tid med vigende priser. Det var en af konklusionerne, da KHL sammen Skovsted agro holdt minkseminar forleden.
Kender du din fremstillingspris? Det var det spørgsmål de fremmødte minkavlere fik af driftsøkonomikonsulent hos KHL, Jens Brandenborg, da han indledte et minkseminar forleden, arrangeret af netop KHL sammen med Skovsted agro.
Regnskaberne taler sit eget tydelige sprog. Faldende skindpriser har kunnet mærkes ud hos minkavlerne.
- Mange har oplevet et utilfredsstillende resultat i 2016. Den primære årsag er faldende skindpriser. Vi kan se, at der bliver sparet på kapacitetsomkostninger i 2016 i forhold til 2015. Investeringerne er bremset op, og der er likviditetsunderskud i 2016 efter investeringer, hvilket betyder, at der skal lånes til afdragene, konstaterer Jens Brandenborg.
Og han mener derfor, at fremstillingsprisen er vigtigere end nogensinde.
- Tidligere har der været fokuseret på effektivitetsmål og afregningspriser pr. skind. Fremstillingsprisen er lige så vigtig, da den sidste krone kan være for dyrt tjent. Vi oplever, at pengeinstitutterne mere og mere efterspørger fremstillingsprisen, forklarer Jens Brandenborg.
Og at der er noget at hente i forhold til fremstillingsprisen viser et gennemsnit af 85 regnskaber for minkavlere, hvor man har sammenlignet gennemsnittet med de 33 procent bedste af regnskaberne, svarende til 22 regnskaber i 2016.
Her viser tallene, at mens den gennemsnitlige fremstillingspris for alle 85 regnskaber viste 319 kroner pr. skind, kunne de bedste 22 regnskaber vise en fremstillingspris pr. skind på bare 275 kroner.