Semler Agro styrker sjællandsk hovedcenter

For at styrke aktiviteterne på Sjælland opruster Semler Agro sit sjællandske epicenter i Næstved.

Semler Agro har de seneste måneder søsat flere tiltag, der skal gøre servicen til de sjællandske landmænd endnu bedre.

Med reservedele og servicevogne samlet i og styret fra Næstved-filialen har Semler Agro skabt et hovedcenter, der kan leve op til de krav, det moderne landbrug stiller til en maskinforretning.

Nu udvider Semler Agro aktiviteterne i Næstved-afdelingen yderligere, hvor bemandingen øges med tre rutinerede branchefolk, der kommer fra Semler Agros Karise-afdeling. Kræfterne er herefter samlet i Næstved, hvortil også den sidste del af Karise-forretningen flyttes.

- Vi mærker øget efterspørgsel på vores produkter, og det gør, at vi hele tiden forsøger at tilpasse vores forretning. Især servicevognene har stor succes, og med vores nu mere end 70 vogne fordelt over hele landet, er det dem og ikke vores fysiske lokationer, der betyder mest for landmændene, forklarer driftsdirektør i Semler Agro, Morten Buus.

Fast pris og uderabat

Oprustningen i Næstved-afdelingen følger i kølvandet på en stor investering i sjællandsk landbrug gennem de senere måneder. Først med indførelsen af natlevering og epicenteret i Næstved, siden med lanceringen af fast pris-konceptet på servicering af John Deere-traktorer samt differentiering af timepriser på maskiner afhængig af alder på maskinen og ikke mindst rabat for udereparationer med servicevogne.

Ændringen i Karise betyder, at tidligere kunder i Karise-afdelingen kan nyde gavn af de mange services, som Semler Agro har lanceret i løbet af foråret.

- Vi vil hele tiden forsøge at rykke tættere på landbrugets dagligdag og være hurtige til at løse de problemer, der kan opstå i dagligdagen i et top professionelt landbrug, siger Morten Buus. 

Læs også