De stiller med det stærkeste hold får nogensinde
Åse Strunge og Preben Albin Petersen, Viborg, har Danmarks eneste charollais-fårebesætning. De har haft racen i 14 år, og stiller på Hobro Dyrskue med deres stærkeste hold får nogensinde.
Færiste sørger for, at fårene ved Åse Strunge og Preben Albin Petersen ikke løber ud på Randersvej eller går ind i haven og æder Åses blomsterknopper.
Der er mange får – lige nu 38 moderfår, alle Charollais.
- Jeg har både haft køer og heste, men de var alt for store at håndtere, så jeg fik får, fortæller Preben.
I starten var det krydsningsfår. På et tidspunkt op imod 400 styk, som afgræssede heden.
Blev forelsket i racen
I 2003 fik Åse og Preben charollaiskrydsninger, som de blev så begejstrede for, at de valgt at starte en besætning op kun med charollaisdyr.
- De har et fantastisk temperament og så er de nemme at holde i hegn, fortæller Preben.
Vigtigst af alt, mener parret, er, at de har en høj tilvækst og et lavt foderforbrug.
- Og så er det meget magert og fiberrigt kød, konstaterer Åse.
God til krydsning
Charollaisracen bruges oftest til krydsninger, og Åse og Preben sælger også flere væddere til dette.
- Det er den bedste race til kryds, selv på et spinkelt gotlænderfår. Charollaisfårene har et aflangt og smalt hoved, nærmest kileformet, hvilket gør, at selv en gimmer kan lemme uden problemer, siger Preben Albin Petersen.
Han undrer sig over, at ikke flere vælger at have charollaisfår.
- Racen er blevet nummer et i afprøvning to gange, siger han.
Vædderen elsker dyrskuer
På skuet i Hobro tager de fire får med. Tre væddere og et får.
En af dem er 2354, en stor vædder på 120 kilo, som efter Åse og Prebens mening elsker dyrskuer, og især forberedelserne.
- Han elsker at blive vasket og løber selv ind i klippestativet, siger Åse.
Han er parrets største håb.
- Han er flot og lang med en kraftig ryg og bred både foran og bagtil, han har nogle gode køller, siger Preben.
Men også fåret 2179 er der store forhåbninger til.
- Hun ser bare godt ud, siger Åse.
Herudover kommer der en 4-års vædder, 2216, og en 2-års vædder, som mest er med for træningens skyld.
- Det er det stærkeste hold, vi stiller med til dyrskue nogensinde, fortæller Åse, og kun et af dyrene er vist frem på skue tidligere i år.
En race, som giver oplevelser
Den franske race har givet parret mange gode oplevelser, blandt andet på ture både til Frankrig, England og Holland.
De husker særligt en englandstur, hvor de tog til en fåreauktion. Her var der fem telte med i alt 20 ringe.
- Der blev solgt 9.500 får på fire timer, siger Preben og fortæller hvordan der i andre lande er en helt anden økonomi i fåreavl, og at charollaisracen er den næstmest anvendte race til slagtelam i England.
Intensiv træning
Helt så vildt bliver det næppe i Hobro, hvor parret er med på skue for tredje gang.
- Det er et fantastisk dyrskue. Det er simpelthen så hyggeligt, og jeg glæder mig bare til at komme afsted, siger Åse, som ugerne inden dyrskue, sammen med Preben, træner fårene i at gå pænt.
Der trænes to gange om dagen mellem 30- og 45 minutter med hvert får, der skal med på skue.
- Hvis vi gik med en mindre race, var det bare at holde ved, men hvis en charollaisvædder bestemmer sig for at løbe, kan jeg ingenting gøre, derfor skal de lære at gå pænt, siger Preben, som på et dyrskue tidligere på året valgte at sætte en 1-års vædder på stald igen, da han ikke ville gå pænt.
- Men det lærer han. Det er som om, at jo ældre de bliver, inden man starter træningen, jo nemmere er de, siger Åse.