Inspirationsmøde om Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Tirsdag den 17. oktober afvikler Foreningen af landbrugere i Nationalparken Kongernes Nordsjælland inspirationsmøde. Alle er velkomne til mødet.
Har man som jordbruger i en af de fem nationalparkkommuner også tænkt på hvilke muligheder Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan rumme, så kan man nu få inspiration ved et møde på Skovskolen i Nødebo.
Formanden for Foreningen af landbrugere i Nationalparken Kongernes Nordsjælland, Søren Grene, der står bag mødet, siger:
- Der er blevet holdt mange møder for at sætte rammerne for Nationalparken. Vi ønsker med dette inspirationsmøde, at gå skridtet videre.
- På mødet vil der være oplæg, der giver ideer til, hvor vi kan nå hen. Vi vil helt jordnært se på, hvordan små og store jordbrugere kan se fordele ved at være en del af Nationalparken. Hvordan kan man sikre volumen? Og hvad med afsætning? Og hvordan når vi frem i fællesskab?
Foreningen har samlet en håndfuld erfarne fødevareaktører, der med hver sit korte indlæg vil inspirere andre til, hvordan man kan udvikle nogle miljøbetingede koncepter, der vil have forbrugernes interesse og passe sig for en nationalpark.
Der vil også være mulighed for at komme med forslag til foreningens høringssvar, som skal indsendes inden 23. oktober, og man kan høre, hvordan man stadig har mulighed for at tilmelde sin jord til Nationalparken.
Mødet finder sted tirsdag den 17. oktober klokken 19.30 i lokale 32.2 på Skovskolen i Nødebo.