10 år med kursus i medicinhåndtering
Den kendte virksomhed Porcus Svinefagdyrlæger har gennem
de sidste 10 år på obligatoriske kurser lært 1.836 landmænd
m/k at håndtere medicin til produktionsdyr.
Dyrlægevirksomheden Porcus’ medicinhåndteringskursus kan i år fejre 10 års jubilæum.
Det første kursus fandt sted den 26. februar 2007 i Ringe og havde 10 deltagere. I april 2009 rundede det samlede antal deltagere 500, hvilket blev fejret med brunsviger!
Siden har der været utallige kurser, og det samlede antal kursister, der gennem de forløbne 10 år har gennemført det obligatoriske kursus, er aktuelt 1.836.
Flere sprog
Undervisningen foregår dels på egne kurser i den specialiserede svinepraksis Porcus Svinefagdyrlæger & Agronomer på Ørbækvej 272, Odense SØ, og dels på kurser for Landbrugets Jobservice, der er hjemmehørende på Sydfyn.
Kurserne har siden starten været udbudt på både engelsk og dansk samt med mulighed for materiale på russisk. Der tages løbende imod tilmeldinger, og der oprettes hold så smart, der er tilstrækkeligt med deltagere.
Det næste otte timers lovpligtige medicinkursus på dansk afholdes torsdag den 7. december klokken 8.30-16.30 i Porcus’ eget kursuslokale i Odense.
Se temaet om uddannelse og kurser i denne uges LandbrugFyn