Danish Crown omstrukturerer
Omorganisering DC Pork betyder en opdeling i fire selvstændige forretningsområder: DC Pork B2B, DC Pork Danmark, DC Fleisch og KLS Ugglarps.
Danish Crown ændrer strukturen i koncernens division for fersk svinekød.
Det betyder, at der ikke ansættes ny divisionsdirektør i koncernen, og at DC Pork i stedet opdeles i fire selvstændige forretningsområder.
DC Pork vil fremover være opdelt i fire selvstændige forretningsområder: DC Pork B2B, DC Pork Danmark, DC Fleisch og KLS Ugglarps.
De fire selvstændige forretningsområder vil referere direkte til direktøren for DC Fresh Meat. Det er CEO Kjeld Johannesen, der er direktør for DC Fresh Meat – ligesom Flemming N. Enevoldsen er direktør for DC Foods.
- Vi har vurderet, at der kan skabes en endnu bedre synergi ved at ændre lidt på organisationen. Ledelses- og ansvarsforholdene i DC Pork Danmark, DC Fleisch og KLS Ugglarps er uændrede med hhv. Uffe Frovst, Steen Sønnichsen og Jonas Tunestål i spidsen, mens det nyoprettede forretningsområde DC Pork B2B, som omfatter de seks svineslagterier i Danmark, soslagteriet i Skærbæk, udbeningsafdelingerne i Polen og Tyskland og udbening og bacon i Bugle, England, får Søren F. Eriksen som direktør. DC Pork B2B omfatter også eksportsalget, siger Kjeld Johannesen, Group CEO i Danish og direktør for DC Fresh Meat.
Produktionsdirektør Søren F. Eriksen forfremmes til direktør af den nye forretningsenhed – DC Pork B2B.
Søren Eriksens første opgave bliver at organisere DC Pork B2B inden for de definerede ansvarsområder.
Den organisatoriske ændring træder i kraft med omgående virkning, oplyser slagteriet.





































