- Det var ikke, hvad vi havde bedt om
Skuffelse over det ikke er muligt at give en generel dispensation til at så mfo-efterafgrøder efter fristen 20. august fra Seges.
Nyheden om at der er hjælp på vej fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til de landmænd, der får problemer med at nå fristen for at så mfo-efterafgrøder inden 20. august får en kølig modtagelse fra Jens Elbæk, afdelingschef, Planter & Miljø, Seges.
Herfra er man nemlig skuffet over, at det ikke kan lade sig gøre at give en generel dispensation for fristen. I stedet skal hver landmand dokumentere, hvorfor det er, at man ikke kan nå at overholde fristen for så efterafgrøderne inden 20. august, så de kan tælle med som en mfo-efteafgrøde.
Det skal ske, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse tirsdag formiddag ved, at landmanden indsender eksempelvis lokale vejrdata fra DMI og en opgørelse af, hvor på bedriften det ikke har været muligt at etablere efterafgrøder inden fristen.
- Det var lige det, som vi havde håbet, at vi ikke skulle til. Det eneste man opnår her er, at man sætter nogle hundrede konsulenter i arbejde. Det synes jeg er kedeligt. Det var ikke, hvad vi havde bedt om, siger Jens Elbæk.
Han fortæller, at som situationen er nu, så skal alle landmænd der har planlagt at bruge mfo-efterafgrøder i Nordjylland, hver som en, til at søge dispensation.
- Og det giver jo ikke mening. Det gælder jo faktisk dem alle sammen. Det er fuldstændig tåbeligt. Og hvis NaturErhvervstyrelsen får 2.000 ansøgninger, hvad er det egentlig også for en behandling af ansøgninger, som de vil have, siger Jens Elbæk.
I pressemeddelelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet lyder det, at NaturErhvervstyrelsen ikke har mulighed for at kunne give en generel dispensation til at så mfo-efterafgrøder efter 20. august.





































