EU-Kommissionen vil nu høre, hvordan de nye kapitalkrav til bankerne har fungeret i praksis. Spørgsmålet, som Kommissionen gerne vil kende svaret på, er, hvilken betydning de strengere regler har haft på bankernes pengetanke og udlån.

Andre spørgsmål, der kræver svar, er blandt andet:

Er der altid et rimeligt forhold mellem alle de nye krav og de risici, som de skal tackle?

Kunne nogle af reglerne forenkles eller differentieres efter risiko eller størrelse, uden at målene, som er finansiel soliditet og stabile banker, kompromitteres?

Alle er velkomne til at give deres mening til kende her.

 

Skal afspejle risiko

Svarfristen over for EU-Kommissionen er den 7. oktober 2015.

Ifølge en forordning skal Kommissionen aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Ministerrådet om, hvilken virkning kapitalkravene har haft på lån til borgerne, mindre virksomheder og langsigtet finansiering af infrastruktur.

Efter finanskrisen er der gennem CRR (kapitalkravsforordningen) og CDR IV (Kapitalkravsdirektivet) stillet større krav til banker i EU’s minimumskapital. Det skal sikre, at bankernes kapital bedre afspejler den risiko, som de påtager sig i forbindelse med kreditgivning.