Vaccine får ikke lov til at erstatte kastration af smågrise

Den EU-godkendte vaccine Improvac mod ornelugt kan erstatte kastration af smågrise, påpeger producenten. Men VSP giver ikke lov.

- Inden længe kommer vi til at forholde os helt konkret til kastrationsproblematikken.  Vi har en deadline, der hedder 2018 hængende over hovedet, sagde direktør Claus Fertin ved VSP's årsmøde i Herning.

Og ved mødet Fagligt Nyt for en måneds tid siden gjorde han det klart, at han IKKE mente, at Danmark ville blive klar til at undlade kastration fra 2018.

- I samme øjeblik vi har en pålidelig sorteringsmetode og en værdisætning af hangriselugt, kan vi gå i gang. Men heller ikke før!, understregede han ved årsmødet i tirsdags i Herning.

 

Vaccine kan være alternativ

Imidlertid er fysisk kastration smertefuldt, og det er baggrunden for en den frivillige EU-aftale om at stoppe al fysisk kastration af grise fra 2018.

- Skal der ske undtagelser fra de nye bestemmelser, kræves der fuld eller lokal bedøvelse, fremgår det af en pressemeddelelse fra Orion Pharma Animal Health, der sælger vaccinen Improvac mod ornelugt, som anvendes i flere andre lande.

Improvac er udviklet af medicinalfirmaet Zoetis, EU-godkendt i 2009 og i dag anvendt i Sverige, Norge og flere lande i Europa, samt verden over, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Vaccinen udskyder hangrises pubertet, så de ikke bliver aggressive, og ornelugten dæmpes. Forbruget af foder til slagtesvin falder, og det samme gør den pattegrise-dødelighed, som man ved kommer i forbindelse med kastration. Samtidig kan der opnås en højere afregningspris ved slagtning, fordi procenten af brugbart kød øges. Så det er en løsning, der især højner dyrevelfærden og samtidig hjælper svineproducenterne økonomisk, påpeger dyrlæge Niels F. Holck fra Orion Pharma Animal Health.

 

Ikke en dansk mulighed

- I dag er forbrugerne bevidste om antibiotika-forbruget til svin. Dette har resulteret i et negativt syn på alle former for medicinske behandlinger af dyr i fødevareproduktionen, og det går i dette tilfælde ud over dyrevelfærden, mener Niels F. Holck.

- En vaccine er ikke antibiotika og giver derfor ikke anledning til resistens. Improvac har ingen indflydelse på menneskers sundhed og er godkendt i store dele af verden, og der vaccineres 1,2 millioner grise om måneden. Dette er vigtigt at få med i diskussionen, fordi vi på samme tid kan højne dyrevelfærden og sikre landbruget de samme produktionsvilkår som i resten af verden.

- Men i Danmark kan vi ikke anvende Improvac af frygt for forbrugerreaktioner i især Asien. De vil bare begynde at købe kødet andre steder, hvis vi begynder at bruge Improvac. Så enkelt er det, redegjorde Claus Fertin ved Fagligt Nyt.

Læs også