Jysk duo strøg til tops ved DM
Det var primært jyske pløjere, der var på medaljepodiet ved lørdagens præmieoverrækkelse under Danmarksmesterskaberne i pløjning.
Under Danmarksmesterskaberne i pløjning, der fredag og lørdag har fundet sted i den sjællandske muld på Kragerup Gods nord for Slagelse, var det traditionen tro jyderne, som klarede sig bedst.
På seniorsiden genvandt Søren Korsgaard fra Holstebro DM-guldet i vendeplov, mens Flemming Thorsager fra Give strøg helt til tops for standardplov.
De havde begge også lagt sig i spidsen efter fredagens stubjordspløjning, og lørdag blev forspringet blot udbygget, da de begge vandt dysten i grønjord.
Den jyske duo gjorde dermed rent bord og kunne nok engang lade sig hylde som Danmarksmestre. Det var således syvende gang, at Søren Korsgaard sikrede sig DM-guldet, mens Flemming Thorsager stod øverst på podiet for sjette gang.
Søndag følger flere resultater fra DM-stævnet på Kragerup Gods, hvor der lørdag også blev dystet i veteranpløjning og hestepløjning, mens der fredag var skolepløjning på programmet.



































