Rivegilde i Sønderjylland
Der er stor tilfredshed hos Bredebro Maskinstation med to nye Kuhn GA 13131 river
Som ved luftfartøjer sker der også vigtige ting, når kontakten med jorden slutter og begynder for en rive, der samler græs i skårene. Det har maskinfirmaet Kuhn gjort sig overvejelser omkring, og sænker derfor bagenden af rotoren på sin GA 13131 fire-rotors rive først, når den sættes i gang. Det samme, når riven løftes ved enderne. Her løftes forenden først, og derefter til slut den bagerste del.
For yderligere at skabe et hensigtsmæssigt flow gennem maskinen, kan de to forreste rotorer sættes til at køre med 15 til 20 procent højere omdrejningstal end de bagerste.
En yderligere fleksibilitet består i at kunne tilpasse såvel skårbredden efter pickupbredden som arbejdsbredden. Arbejdsbredden kan varieres fra 8,40 meter til 12,50 meter, mens maskinen arbejder.
Lydsvag transmission
Som de eneste storriver på markedet er Kuhn GA 13131 fuldhydrauliske, hvilket gør dem meget nemme at vedligeholde.
- Det lave vedligeholdelse og den gode driftssikkerhed betyder rigtig meget for os, siger ejeren af Bredebro Maskinstation, Otte Bossen, der til denne sæson erstattede sine to hidtidige Kuhn river med to nye GA 13131.
De fire rotorer kræver minimum 95 hk og er lydsvage, fordi der er hydraulisk træk til rotorerne. Den særlige Masterdrive GIII-transmission giver ifølge importøren, Maskinhandler Indkøbsringen (MI), både højere driftssikkerhed og lavere vægt.
MI har forhandlere over hele landet.




































