Københavns Universitet (KU) har bebudet, at regeringens forslag til besparelser på universiteterne gør det meget svært at videreføre universitetets dyrehospitaler.

Og det vil ifølge formand for Den Danske Dyrlægeforening Carsten Jensen få alvorlige konsekvenser:

- Hvis KU gør alvor af truslen og lukker dyrehospitalerne, vil det betyde en afvikling af dyrlægeuddannelsen i Danmark. Vi rasler altså ikke med sablen. Det her er alvor. Hvis de veterinærstuderende ikke har adgang til klinisk undervisning og mulighed for at arbejde med levende dyr, så kan de ikke blive uddannet som dyrlæger.

Carsten Jensen peger på, at de studerende i lukkede, kontrollerede omgivelser på universitetshospitalerne lærer at håndtere levende dyr, kirurgi og medicin.

Han konstaterer, at der – modsat lægestudiet – ikke er en offentlig sektor, der kan tage sig af den praktiske uddannelse. Man kan derfor ikke udlicitere undervisningen og sende de studerende i turnus på offentlige hospitaler.