Kalven er den vigtigste råvare for den fremtidige mælkeproduktion

En dedikeret indsats i kalvestalden er vejen til succes for mælkeproducenterne, fordi fremtiden ligger hos kalvene, pointerer kalveekspert

Det er i landbruget som i sportens verden – uden et seriøst talentarbejde lever man på lånt tid.

Det gælder også som mælkeproducent, hvor kalven er den vigtigste råvare for mælkeproducentens fremtidige produktion, pointerer man hos kalvespecialisten Calvex.

- Et moderne kvægbrug er en multifunktionel virksomhed, hvor en bæredygtig økonomi er betinget af en lang række faktorer. Fakta er imidlertid, at salg af mælk er den væsentligste indtægtskilde på bedriften. Derfor er der med rette konstant fokus på mælkeproduktionen, og der kommer løbende mange gode forslag til, hvad der kan gøres for at optimere dette forretningsområde.

- Budskabet herfra er dog kort og godt, at kalven er den vigtigste råvare for den fremtidige mælkeproduktion, siger Hans Christian Christiansen fra Calvex.

Mangler ofte mål

Calvex-manden nævner videre, at en del af de mælkeproducenter, som firmaet løbende er i kontakt med, ofte ikke har nogle konkrete mål på kalve-siden.

- Jovel, en del kan nævne et tal for et acceptabelt niveau af døde kalve – men ville det ikke være sjovere at måle succes på en anden måde end frekvensen af Daka-bilens besøg i indkørslen, pointerer han, og tilføjer, at det ikke har skortet på kampagner rettet mod mælkeproducenterne.

- Endnu en kalvekampagne bliver nu iværksat for at nedbringe kalvedødeligheden, denne gang med Fødevarestyrelsen som initiativtager. Tiden er måske ved at være rede til at stoppe op og evaluere effekten af disse kampagner. Hvad skal der til for, at landmanden og de ansatte virkelig vil gøre en indsats og skabe forandring, der kan skabe succes, lyder det.

Vælg de bedst betalende gæster

Hans Christian Christiansen nævner videre, at hvis kostalden betragtes som et hotel med betalende firbenede gæster, vil det være en fornuftig økonomisk tilgang at sørge for fuld belægning med dem, der kan betale mest for en plads.

- Med andre ord må det være et mål at have de stærkest mulige dyr i kostalden – og så er det, vi skal tilbage og se på mulighederne i kalvestalden, lyder analysen.

Der er ifølge Hans Christian Christiansen gennem årtier udført meget godt arbejde inden for kvægavlen.

- De kalve, der fødes i dag, har potentialet til en mælkeydelse på 18.000-20.000 kg pr. år. Udfordringen ligger i at få potentialet forløst hos det enkelte dyr, siger han, og tilføjer:

- Det er dokumenteret, at koens mælkeydelse er direkte relateret til mængden af antistoffer, som den har fået fra sin første portion råmælk. Der er således en stor potentiel gevinst ved at optimere tildelingen af råmælk, siger han.

Læs også