I de seneste uger har DC Beef åbnet dørene på kreaturslagteriet i Holsted for inspektioner fra Vietnam, Japan og Sydkorea.

Og det er en tilfreds administrerende direktør i DC Beef, Finn Klostermann, der ser tilbage på besøgene.

- Alle tre inspektioner er gået gnidningsfrit, og de har udtrykt stor tillid til vores produktion. Når vi har et så moderne slagteri som Holsted, kan vi også vise den vidtgående sporbarhed frem, som slagteriet kan præstere, og det har alle tre inspektionsgrupper været meget tilfredse med, siger han på Danish Crowns hjemmeside.

Adgang til markeder

Her fremgår det, at formålet med inspektionerne er adgang til de tre markeder, som alle er højprismarkeder, der har tradition for produkter, der ellers ikke har så høj værdi på nærmarkederne.

DC Beef forventer, at det japanske marked kan åbne allerede til næste år.

- Da vi er en del af koncernen Danish Crown, giver det os nogle muligheder for at drage fordel af koncernens mangeårige tilstedeværelse i Asien. Det bliver afgørende for vores effektivitet, når vi skal have fodfæste i afsætningen, lyder det fra Finn Klostermann.

Ros til landmænd

De tre inspektioner har specifikt beskæftiget sig med de nye regler for SRM, som Danmark for nylig fik lempet efter 18 år med restriktioner på grund af BSE.

Det er et resultat af målrettet arbejde i de danske kreaturbesætninger, fortæller Finn Klostermann, som understreger, at andelshaverne har leveret et kæmpe stykke arbejde:

- Det betyder, at Danmark - som et af få lande - kan begynde at skabe en forretning af de her produkter før vores konkurrenter. Det er landmændenes fortjeneste, og det arbejde kan vi snart se værdien af.

De nye regler betyder nemlig, at de dele af dyret, der tidligere skulle destruereres på grund af risiko for BSE, i stedet kan udnyttes.