Stort åbent hus med nye tiltag hos TBS i Starup

Som traditionen byder, er der åbent hus hos TBS Maskinpower sidst i november. Denne gang er det fredag den 20. november kl. 9 – 16.

Men TBS Maskinpower i Starup har besluttet sig for at fylde ordene ”information” og ”inspiration” ind i konceptet.

-Der sker så meget i vores verden, at kunderne hele tiden har behov for at få information på alle områder” siger salgschef Jens Hansen, som også er en af selskabets indehavere.

-Vi har derfor valgt at opbygge nogle ”øer” rundt omkring i maskinhallerne, hvor vores kunder kan få information om korrekt dæktryk, lovpligtige sprøjteeftersyn, bremsetest, finansiering og mange andre relevante emner – men vi vil bestemt også gerne afslutte en god handel med kunderne. Blandt andet kan de nu købe vores 2015-demotraktorer – vi skal bare lige blive enige om en pris først.

De to lokale TBS-sælgere Finn Dam Jensen og Steen Lerche Hansen har stået for en stor del af arbejdet med at kordinere det store arrangement. Det kræver, at man holder tungen lige i munden, når over 30 leverandører og deres maskiner eller stande skal passes ind i bygningerne i Starup. ”Vi har godt nok nogle af områdets absolut største faciliteter her i Starup, men når der er åbent hus kunne vi sagtens bruge noget mere plads, og med de nyeste tiltag bliver her endnu mere liv end hidtil. Det bliver en god dag – som altid, når der er åbent hus”, lover Steen, som får forstærkning af produkteksperter fra de andre afdelinger af TBS Maskinpower i Brørup og Toftlund og selvfølgelig en række produkteksperter fra leverandørerne.

Maskinforretningen i Starup er en af i alt 3 TBS Maskinpower forretninger, som med afdelinger i Starup, Brørup og Toftlund vel nok er Sydjyllands største maskinforretning med op mod 60 ansatte. Som AGCO-forhandler er det traktormærkerne Fendt, Challanger og Massey Fergusson, der står på programmet, og på sigt bliver det primært de to førstnævnte Fendt og Challanger, der kommer i fokus i Starup-afdelingen. ”Alt bliver mere og mere specialiseret, uanset om man er landmand eller maskinhandler, så i Starup vil salgsafdelingen sørge for, at TBS Maskinpower ved ALT om Fendt og Challanger, mens kollegerne i Brørup og Toftlund gør det samme på Massey Fergusson. Vi vil alle vide det meste om alt, og værkstederne er alle AGCO-servicecentre, men vi specialiserer os samtidigt i hver vores område, så vi kan matche enhver kundes krav og behov”, fortæller salgschef Jens Hansen.  


Læs også