Kvælstofforbrug skal kortlægges

Som en del af den kommende fødevare- og landbrugspakke vil miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen udbygge målinger af kvælstofudledning

Regeringen vil have landbrugets kvælstofudledning til vandmiljøet målt så meget, som det overhovedet giver faglig mening.

Sådan lyder det i hvert fald fra Miljø- og Fødevareministeriet, hvor ministeren – Eva Kjer Hansen (V) – som en del af den kommende fødevare- og landbrugspakke vil have en fuld udbygning af målingerne af landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet.

Ifølge ministeriet bliver der i dag via det nationale måleprogram NOVANA foretaget omkring 4.300 målinger årligt fra over 300 målestationer i vandløb.

Regeringen vil nu udbygge måleprogrammet, så der fremadrettet måles på hele det danske areal, som det fagligt set giver mening at måle udledningen af kvælstof fra. Det betyder, at der fra næste år vil blive opsat 100 ekstra målestationer og foretaget mindst 1.200 ekstra målinger.

- Der har længe været en diskussion af behovet for flere målinger, og regeringen ønsker, at landbrugets kvælstofudledning bliver målt så meget som overhovedet muligt. Med nye målinger og flere målestationer kommer vi nu op på at måle den andel af Danmarks areal, som det giver fagligt mening at måle. Det skal give os mere viden om, hvordan det i virkeligheden ser ud med kvælstofudledningen, så fremtidens målrettede miljøregulering kan blive så god og sikker som mulig, så vi fortsat kan forbedre vandmiljøet i Danmark, siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Andre tiltag

Heri fremgår det, at der derudover skal foretages yderligere målinger af det drænvand, der løber fra landmændenes marker og ud i søerne og åerne. Det skal blandt andet give viden om, hvor det er mest optimalt at lave flere minivådområder, der opsamler kvælstof, inden det når ud i vandmiljøet.

Desuden skal der forskes mere i, hvordan for eksempel lavbundsjorder omsætter kvælstof.

Læs også