Energiselskaber render med fortjenesten
Det er ærgerligt, at landmændene ikke selv har råd til at skyde penge i nye biogasanlæg og få del i fortjenesten, mener man hos Seges
Men krisen i landbruget har bremset meget op for oprettelsen af nye landmandsejede biogasanlæg, så det stort set kun er store energiselskaber som NGF og HMN, som er nye festdeltagere. Og dermed dem, som stryger broderparten af fortjenesten, når også flere nye landmænd bliver leverandører af rågylle og anden gødning.
Alligevel er Seges tilfreds de fremmede investorers fremmarch i branchen.
Ok med fremmede investorer
- Man kan kun bifalde, at energiselskaberne bidrager til udviklingen af hele sektoren. Vi så gerne, at landmændene havde en så stor en andel af fortjenesten som muligt og man kan godt være ked af, at ikke alle pengene havner i landmændenes lommer. Men dem, som kommer med investeringerne, skal jo have mulighed for at få en forretning ud af det. Og landmændene har jo været hårdt ramt af krise. Så når man ikke selv har pengene, så må man jo dele med dem, som kommer med pengene, siger Seges’ bioenergichef, Michael Støckler.
Sådan siger også Aksel Buchholt, som selv er landmand og bestyrelsesformand for det landmandsejede Linko Gas ved Rødding samt formand for Foreningen for Danske Biogasanlæg, der har både landmandsejede og selskabsejede biogasanlæg som medlemmer. Også han forklarer opbremsningen af nye, landmandsejede biogasanlæg med krisen, men også med at det er blevet meget dyrere at etablere, siden Linko Gas startede for 25 år siden.
- Vi skal være glade for, at energiselskaberne hjælper landmænd af med gylle. Men de løber også med fortjenesten, og jeg så helst, at pengene blev i landbruget.
Svært for nye projekter
Her og nu ejer landmænd selv godt en tredjedel af landets knap 30 fællesanlæg for biogas. Der er dog også landmænd har ejerandel i nogle af de store biogasanlæg, som de store selskaber kontrollerer.
Seges’ bioenergichef forklarer boomet med, at energiforliget fra 2012 er blevet udmøntet med etableringsstøtte til biogasanlæg. En støtte, som nu er ophørt, så kun de store energiselskaber kan rejse kapital til det. Og den balance tipper ikke tilbage igen, førend landbrugets krise er overstået, siger han.
- De næste, der skal i gang, har sværere ved at få finansieringen på plads, fordi de ikke har den samme støttemulighed. Og så skal økonomien i landbruget jo være lidt anderledes, for at de kan komme i gang. Landmændene har ikke selv penge til det. Det der så er sket, er at de store energiselskaber har kastet sig ind i kampen og set en mulighed for at få en forrentning og få en del af den gasproduktion på sigt, når nu der også kommer gasstøtte til biogas som en følge af energiforliget.
Stadig fordele for landmænd
Trods de fremmede investorer er fordelene flere for landmænd, som tilslutter sig, også bare med leverandørstatus. Husdyrbrug kan slippe af med overskydende gylle til planteavlere og andre, som mangler. De får beriget gylle tilbage. Og for økologer vedkommende får de bedre gødning ud af den høstede kløvergræs og anden grøngødning, som de leverer, end ved at lade afgrøderne gøde bare på marken, opregner Michael Støckler.
Imens er der knald på udvidelser af snart sagt alle eksisterende, landmandsejede biogasanlæg som Linko Gas, beretter Aksel Buchholt.
Naturgasnet er en fidus
Hans eget i Rødding får jævnligt henvendelser fra interesserede landmænd. Og lige nu er Linko Gas ved at få opstillet en ekstra gasmotor forud for, at anlægget til april bliver tilsluttet Dongs naturgasnet. Hidtil har Linko Gas leveret el og varme til Rødding by. Omkring 30 økologiske landmænd overvejer for øjeblikket om de skal melde sig ind. Og i givet fald skal Linko Gas bygge et separat anlæg for økologerne.
Tilslutningen til naturgasnettet vil gøre det lovligt for Linko Gas at udlodde overskud, hvad varmeforsyningsloven forbyder lige nu, hvor leverancen går til el og varme.
- Jeg kan godt se for mig, at vi beslutter at udlodde overskud fra årsresultatet, siger Aksel Buchholt.
Linko Gas med 53 andelshavere havde sidste år et overskud på tre millioner ud af en omsætning på 41 millioner kroner. Egenkapitalen var 15 millioner kroner.






































