På to ud af tre parametre scorer udenlandske medarbejdere højere end danske, viser en ny undersøgelse
Landmænd i Danmark er glade for udenlandske medarbejdere.
Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer,
der har modtaget svar fra godt 1.400 danske landmænd om, hvilke medarbejdere
der bidrager mest positivt eller negativt til bedriften. Det skriver
Foodculture.dk.
På to ud af tre parametre scorer de udenlandske
medarbejdere højere end danske: Arbejdskultur samt løn og øvrige vilkår. Til
gengæld viser besvarelserne, at de danske medarbejdere bidrager mest positivt i det
sociale liv på arbejdspladsen.
Undersøgelsens resultater kommer ikke bag på formand for
Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, der selv er landmand:
- Det er det samme, jeg selv oplever – og det samme, jeg
hører fra andre. Udenlandske medarbejdere engagerer sig meget i deres arbejde.
De er glade for at komme på arbejde og har et lavt sygefravær. De sender et
signal om, at de gerne vil, siger han til Foodculture.dk.
Formanden understreger dog samtidig, at han dermed ikke
mener, at danske arbejdere er dårlig arbejdskraft.