De sidste roer er snittet
I Nykøbing nåede Nordic Sugar rekordresultater for sukkerproduktion pr. dag
Fabrikkerne, som ifølge Nordic Sugar har kørt døgnet rundt i 83 dage, har forarbejdet omkring 1,8 millioner tons roer.
- Samlet set har vi haft en meget god kampagne på de danske fabrikker med en stabil og jævn produktion takket være vores engagerede medarbejdere. Vi oplevede desværre nogle vanskeligheder i Nakskov i starten af kampagnen, men da disse var løst, kom vi hurtigt op på fuld kapacitet, siger administrerende direktør for Nodic Sugar A/S Jesper Thomassen på sukkerleverandørens egen hjemmeside.
- Som planlagt var produktionssæsonen kortere end normalt, hvilket mindskede sukkerproduktionen, men levede fuldt ud op til vores forventninger og planer. I Nykøbing nåede vi endda rekordresultater for sukkerproduktion pr. dag, tilføjer han.
Hos Nordic Sugar peger man på, at roernes vækstperiode har været præget af skiftende vejrforhold med megen regn og køligere temperaturer end normalt.
- Vi fik dog lidt højere temperaturer i august, hvilket satte gang i sukkerroetilvæksten. Det resulterede i en høj roehøst pr. hektar, hvilket – i kombination med et højt sukkerindhold – gav et sukkerudbytte pr. hektar svarende til 13,1 tons sukker pr. hektar, oplyser man.





































