Mange mælkeproducenter har gennem de seneste måneder udarbejdet deres budgetter for det kommende år. Budgettet skal holdes, og det har stor betydning at dokumentationen er i orden, når mælkeproducenten skal i dialog med sin bankrådgiver. LMO’s kvægbrugskonsulenter har derfor lavet et hjælpeværktøj, der skal bruges netop i forbindelse med budgetopfølgning. Værktøjet hedder KOTAL. 

Kvægrådgiverne i LMO oplever, at mange mælkeproducenter mangler et værktøj, der kan hjælpe med overblikket på de vigtigste indsatsområder og give mulighed for at reagere tidligt på afvigelser på resultaterne, hvis produktionen ikke kører som budgetteret, siger kvægbrugskonsulent Peter Møller fra LMO. 

Følg op på de kritiske tal 

Kotal er et opfølgningsværktøj, som landmanden kan bruge på staldgangen og til afrapportering til fx bank eller gårdråd. Der følges op på de mest kritiske produktionsnøgletal, der er målsat i budgettet: Aktuel mælkeproduktion, kvalitet og mælkeindtægt, reproduktion, dyreomsætning og sundhed, restbeløb pr. ko og foderindkøb på de store foderindkøbsposter samt lagerstyring på grovfoder. 

Målet er, at vi sammen kan fange negative afvigelser i forhold til det lagte budget gennem en hyppig opfølgning på produktionsnøgletal og vise resultaterne grafisk frem for mange tal i tabeller. Ved at fange afvigelser i en tidlig fase, kan du nemmere og hurtigere målrette en indsats og foretage de nødvendige handlinger. Vi tror på, at Kotal bliver et meget nyttigt værktøj for mange landmænd, siger Peter Møller.  

Hvis du vil prøve, om Kotal er noget for dig, kan du vælge mellem fire eller 10 årlige opdateringer. Fordelene er en tæt opfølgning på produktionen, overblik over udviklingen ved brug af figurer, der gør det let at kommunikere om udfordringer og forbedringer og forslag til indsatsområder, så du kan gøre tingene endnu bedre.