Nyt gyllemaskineri introduceret i Danmark
En gyllevogn bygget sammen med en Claas Xerion-traktor er en helt ny maskintype til gyllekørsel, der aldrig er set i landet før nu.
Der er flere måder at køre gylle ud på. Enten køres der med en selvkørende gyllevogn eller en bugseret gyllevogn.
Hos Ørvad Maskinstation ApS ved Understed i Nordjylland kører man med en helt ny maskintype, der aldrig er set i Danmark før.
Her er en Zunhammer Zuni X-Trac-gyllevogn med nedfælder bygget sammen med en Claas Xerion Saddle Trac-traktor. Vognen er på 16 kubikmeter, mens traktoren har hele 450 hestekræfter.
Skånsom for marken
Maskinen kan køre i dogwalk, hvor hjulene forskydes i forhold til hinanden, så hvert hjul har sit eget spor. På den møde fordeles vægten af køretøjet over en større flade.
- Det er meget skånsomt i græsmarker, siger ejeren af de nye maskiner Kurt Jensen, der driver maskinstationen sammen med Niels Ørvad Jensen, hvor de især har mange opgaver for kvægbrug.
Det er også en fordel at køre dogwalk på sortjord, så man undgår strukturskader og ikke får lavet et hårdt, sammentrykket spor.
- Vi har også en del lavtliggende jord i vores område, hvor man simpelthen ikke kan rykke en bugseret gyllevogn igennem, siger Kurt Jensen, der oplever, at den nye gyllevogn »bare render lige ovenpå det hele«.
Xerion-traktorens mulighed for at køre dogwalk eller krabbestyring kommer også maskinstationen til gode, når de skal på opgaver i det kuperede terræn på den jyske højderyg i Vendsyssel.
Læs hele artiklen i denne uges udgave af LandbrugNORD




































