130 millioner klar til landmænd til at lave naturpleje
Landmænd kan i år søge om at lave naturpleje på yderligere 10.000 hektar arealer oveni de eksisterende arealer, hvor der i dag laves naturpleje.
Landmænd kan i år søge om tilskud til at lave naturpleje på 10.000 hektar nye arealer med værdifuld natur. Det svarer til et areal, der næsten er på størrelse med Samsø.
- Både naturen og landmanden vinder på denne ordning, og jeg vil derfor gerne opfordre landmænd til at søge om tilskuddet. Det er en god mulighed for at kunne starte op som naturplejer og være med til at bevare vores fælles natur, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Der er typisk tale om enge, overdrev eller heder, som tidligere har været en del af landbrugsdriften, men som nu ofte bare ligger hen og har brug for pleje for at bevare den værdifulde natur.
Sidste år var der rekordmange landmænd, der søgte om tilskud til naturpleje, men de fleste søgte om at forny deres eksisterende aftaler.
I 2016 er der flere penge til nye aftaler. Der er afsat i alt 130 mio. kr. til naturpleje gennem plejegræsordningen, og de 100 mio. af kronerne vil gå til pleje af nye arealer. De resterende 30 mio. kroner forventes at gå til landmænd, der tidligere har fået tilsagn om tilskud til arealer, så de kan fortsætte deres naturpleje.
Tager man alle eksisterende tilsagn i betragtning, bliver der i dag givet tilskud til naturpleje på 83.000 hektar. Og det areal kan altså nu vokse med yderligere 10.000 hektar.
Ansøgningsfristen er 21. april 2016 gennem Fællesskemaet.







































