Det er uacceptabelt, at vismænd peger på løsninger, der udelukkende vil gøre erhvervets vilkår ringere, lyder det fra Landbrug & Fødevarer
Hos Landbrug & Fødevarer (L&F) ser man kritisk på
årets anbefalinger fra vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd.
L&F betegner det som uholdbart, når vismændene peger
på afgifter og kvoter som middel til at regulere mængden af kvælstof, der
udledes.
- Det er både uacceptabelt og helt absurd, at man i en
situation, hvor der er krise i landbruget og hvor flere bedrifter står for at
skulle dreje nøglen om, peger på løsninger, som kun vil gøre erhvervets vilkår
ringere, lyder det fra Niels Peter Nørring, der er områdedirektør for Miljø og
Energi i L&F.
Baserer vurderinger på tvivlsomme antagelser
Han er erhvervsorganisationens repræsentant i Det
Miljøøkonomiske Råd og undrer sig både over de beregningsmodeller, der ligger
til grund for vismændenes betragtninger, og over, hvordan formandskabet for Det
Miljøøkonomiske Råd tilsyneladende slet ikke ser på de negative sideeffekter,
det har, hvis man skal reducere produktionen i landbruget:
- Vi må desværre konstatere, at de økonomiske vismænd
baserer deres vurderinger i afsnittet om vandrammedirektivet og
kvælstofregulering på en række antagelser, der i de senere år er sået alvorlig
tvivl om. Blandt andet at kvælstof stort set er den eneste betydende faktor for
miljøkvaliteten og, at miljø- og reduktionsmålene er fastsat på en faglig
forsvarlig vis.
I stedet for at se på afgifter og kvoter som middel, bør
man ifølge Niels Peter Nørring gå i gang med målrettede tiltag ude i vandmiljøet,
hvor problemerne er – eller tiltag i randen af vandmiljøet uden for markerne.
Han vurderer, at det vil sikre, at det danske
råvaregrundlag kan udvides og dermed øge indtjeningen i alle dele af
fødevareklyngen samtidig med, at der tages hånd om miljøproblemerne.