Efter vedtagelsen af L5: Nu skal de gode løsninger findes
Med vedtagelsen af L5 går arbejdet med den nye gødskningslovgivning ind i en ny fase. Hos Fjordland er planterådgiverne klar til at omsætte de nye rammer til konkrete planer og finde de løsninger, der giver bedst mening på den enkelte bedrift.

På en kvægbedrift kan den kommende tids planlægning handle om, hvor meget majs der skal dyrkes på egne arealer, og hvordan det kan passes ind i markplanen. På andre bedrifter kan det være sædskifte, efterafgrøder eller brak, der skal arbejdes med, lyder det fra Fjordland. Foto: Kasper Stougård
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Efter en lang politisk proces er L5 nu vedtaget. For Fjordlands planterådgivere betyder det, at fokus for alvor kan flyttes fra den overordnede regulering til det, der i sidste ende er afgørende for den enkelte landmand, nemlig hvordan den enkelte bedrift kan indrettes og drives bedst muligt under de nye rammer.
For Esben Hjorth Nielsen, der i sommer tiltrådte som ny afdelingsleder for planteavl i Fjordland, er næste skridt derfor at få gjort den nye regulering konkret.
- Det vigtigste nu er, at vi får kigget på den enkelte bedrift og får belyst, hvad de nye rammer betyder netop dér. Det giver noget ro at få fakta på bordet og vide, hvad man præcist skal forholde sig til. Så kan vi begynde at se på de muligheder, der er, og hvad der konkret kan gøres, siger Esben Hjorth Nielsen.
Et konkret overblik
Første skridt er at få et konkret overblik over den enkelte bedrift. Her vil en rådgiver blandt andet se på markernes placering og retention, den nuværende markplan og den samlede produktion. Herfra skal behov for justeringer og nye muligheder vurderes.
- Man kan ikke bare se på naboen og regne med, at det samme gælder hos en selv. Selv marker, der ligger tæt på hinanden, kan have forskellige forudsætninger. Derfor skal vi have den enkelte bedrift frem på bordet og se på, hvilke muligheder der giver bedst mening netop dér, siger Esben Hjorth Nielsen.
På en kvægbedrift kan det handle om, hvor meget majs der skal dyrkes på egne arealer, og hvordan det kan passes ind i markplanen. På andre bedrifter kan det være sædskifte, efterafgrøder eller brak, der skal arbejdes med.
Når overblikket er på plads, kan rådgiver og landmand begynde at arbejde konkret med mulighederne og få lagt en plan for de valg, der skal træffes på bedriften.

Esben Hjorth Nielsen, ny afdelingsleder for planteavl i Fjordland, opfordrer landmændene til allerede nu at tage fat på de forhold, der kan planlægges og handles på. Foto: Fjordland
Skal fungere i praksis
En mark- og gødningsplan kan godt overholde reglerne på papiret, uden at den nødvendigvis er den bedste løsning for bedriften. Derfor skal den egentlige drift tænkes grundigt igennem.
- Vi skal selvfølgelig lave en plan, der overholder reglerne, men det er ikke nok i sig selv. Vi skal også bruge vores faglighed til at finde en løsning, der fungerer i praksis. Nogle steder kan det betyde, at vi skal tænke anderledes, end vi plejer, siger Esben Hjorth Nielsen.
Det gælder blandt andet på bedrifter med husdyr, hvor ændringer i markplanen hurtigt kan få betydning for foderforsyningen.
Her trækker planterådgiverne på Fjordlands øvrige fagligheder, blandt andet inden for kvæg, svin samt klima og miljø, så ændringer ét sted på bedriften bliver tænkt sammen med konsekvenserne andre steder.
- Det nytter ikke, at vi finder en løsning i marken, hvis køerne ikke kan æde det, vi ender med at producere. Vi skal kunne skrue på begge sider og finde det gyldne snit, så vi får en løsning, der hænger sammen for hele bedriften, siger Esben Hjorth Nielsen.
Klar til at finde mulighederne
Fjordlands planteafdeling har gennem længere tid arbejdet målrettet med den nye regulering, og rådgiverne har brugt meget tid på at sætte sig ind i de nye regler, beregninger og virkemidler.
- Vi har et rigtig stærkt fagligt hold, som løbende deler den viden, vi får, så vi hele tiden bliver skarpere på, hvordan vi kan bruge den i rådgivningen af den enkelte landmand, siger Esben Hjorth Nielsen.
For nogle bedrifter vil der være behov for mindre justeringer, mens der på andre kan være flere fremtidsscenarier i spil. Her er rådgivernes opgave at få mulighederne frem på bordet og opstille de scenarier, som landmanden konkret kan tage stilling til.
- Selvom alt ikke er endeligt endnu, er vi så langt, at vi har et godt grundlag for at opstille forskellige scenarier og vise, hvilke muligheder der er. Så har landmanden noget konkret at tage stilling til, og vi kan begynde at arbejde med de valg, der giver bedst mening for bedriften. Min opfordring er derfor, at man tager fat i sin rådgiver og får kigget på sin egen situation, siger Esben Hjorth Nielsen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.










































