Danske svineproducenter, der leverer til Danish Crown, får
ingen julegave af slagterigiganten i form af en højere notering. Tværtimod.
For anden uge i træk hakker Danish Crown nemlig 40 øre af
svinenoteringen, så den rammer ni runde kroner pr. kg.
I torsdagens markedsberetning fra Danish Crown lyder det,
at julefreden har sænket sig over det europæiske kødmarked – uden den store
efterspørgsel lige før lukketid.
- Salget hen over jul og nytår sker næsten udelukkende på
allerede indgåede kontrakter. For både kunder og hos os er planlægningen af
produktionen omkring helligdagene som at lægge et kæmpe puslespil. I år er det
bestemt ikke blevet nemmere, for mens vi de senere år har haft muligheden for
at pakke store mængder på frost til Rusland hen over julen, så er vi i år
tvunget til at afsætte langt større mængder fersk, siger underdirektør i Danish
Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard i torsdagens markedsberetning.
Ifølge Danish Crown betyder det helt konkret, at der i år
vil blive slagtet færre grise i denne periode, og andelshaverne vil opleve
flere udsættelser i januar, end det har været tilfældet i de senere år.
Noteringen for søer er uændret: 5,10 kroner pr. kilo.