L&F ser frem til oprydning
Hos Landbrug & Fødevarer ønsker man, at en EU-investeringsplan kommer til at omfatte landbrug og fødevareindustri
Hos L&F ser man således gode takter i arbejdsprogrammet:
- Det er afgørende, at vi i EU fokuserer alle kræfter på at skabe vækst og job. Der er brug for at køre en fintandet tættekam gennem Bruxelles-bureaukratiet og samtidig afskaffe en række EU-forslag, som er direkte hæmmende for væksten. Forslaget ligger fint i tråd med, hvad Landbrug & Fødevarer hele tiden har anbefalet, og vi vil nu holde øje med, at der også kommer handling bag de mange flotte ord, siger erhvervspolitisk direktør i L&F Lone Saaby i en pressemeddelelse.
Hun peger på, at kommissionsformand Juncker har annonceret en investeringsplan på 315 milliarder euro, der står i centrum af arbejdsprogrammet:
- Vi har også opfordret den danske regering og Kommissionen til, at investeringsplanen kommer til at omfatte investeringer i landbruget og fødevareindustrien. Her er et væsentligt potentiale for produktion og beskæftigelse, der bør udnyttes til at skabe vækst i Danmark. Det er ikke mindst vigtigt nu, hvor landbruget er presset af den internationale markedssituation og den russiske handelsboykot.