LDM: Forventeligt og smerteligt
Arlas seneste prisfald betyder at smertegrænsen for mælkeproducenterne er nået, lyder det fra LDM-formand, Kjartan Poulsen.
Arlas prisfald på 14,9 øre fra næste måned er ifølge LDM-formand, Kjartan Poulsen forventeligt, men smerteligt.
- Vi kan jo se, at presset på priserne. Hele Baltikum ligger nede på 20 eurocent pr. kg, altså halvanden krone, og det viser jo bare, at vi står foran en noget uhyggelig periode mod udfasningen af kvoten, siger Kjartan Poulsen.
Så man kan ikke rigtig bebrejde Arla for den her prissænkning?
- Ikke andet end vi er gået fra, at vi har ligget lidt over gennemsnittet til nu at ligge lidt under gennemsnittet i Europa. Og det er selvfølgelig stærkt bekymrende, at man ikke har kunnet holde det niveau, som man kom fra, siger Kjartan Poulsen.
Ifølge LDM-formanden er vi med det seneste prisfald røget under det, som mælkeproducenterne kan producere til.
- Nu krydser vi grænsen til, hvordan langt de fleste producenter kan få tingene til at hænge sammen. Nu er vi under nul, siger Kjartan Poulsen.
Hvad får det dig til at tænke om fremtiden?
- Jeg tænker slet ikke på 2015. Nu skal vi bare have overstået julen i godt humør. Der bliver sorger nok i '15 er jeg bange for, siger han.