Julen nærmer sig, men større efterspørgsel på svinekød lader vente på sig.

Sådan lyder det fra Danish Crown i torsdagens markedsberetning. Efterspørgslen kan således opfyldes med det nuværende udbud af svin.

- I øjeblikket er der ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Normalt plejer vi at se en større efterspørgsel fra industrien på dette tidspunkt af året, men meget tyder på, at indkøberne – grundet de forholdsvis lave priser i september og oktober – har købt ind noget tidligere end normalt, siger underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard i markedsberetningen.

Hos Danish Crown arbejder man forsat på at styrke afsætningen på markederne uden for EU, konstaterer Søren Tinggaard:

- Når vi ser rundt i Europa, så er billedet stort set det samme eller en smule mere negativt end i Danmark. I Tyskland har afregningen været uforandret i de seneste seks uger, mens priserne i Polen har været uafbrudt faldende gennem de seneste fem uger.

Ugens noteringer på svin og søer er uændrede.