Laveste antal malkekøer siden 1984
Mælkeproducenterne forsøger at tilpasse produktionen af mælk ved at slagte flere køer, lyder det fra Danmarks Statistik
Antallet af malkekøer i Danmark fortsætter med at falde.
Den 30 september var der 553.000 malkekøer i Danmark, hvilket er et fald på fire procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Det er det laveste antal malkekøer siden indførelsen af mælkekvoten i 1984. Faldet skyldes, at mælkeproducenterne på grund af højere ydelse pr. kø prøver at tilpasse produktionen af mælk til årets mælkekvote ved at slagte flere køer, skriver Danmarks Statistik i sin rapport.
I det hele taget er den danske kvægbestand faldende. Den 30. september var den samlede kvægbestand således på 1.576.000 stk. Det svarer til et fald på 1,9 procent i forhold til samme tidpunkt sidste år.