Det skal koste at ødelægge naturen.

Sådan lyder det fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Hun vil nu hæve bødestraffen for at gøre skade på naturen.

- Det giver slet ikke mening, at vi bruger millioner af kroner på at kortlægge og registrere, hvor vores særligt sårbare § 3-beskyttede natur er, hvis domstolene så ikke slår hårdt ned på dem, der ødelægger vores fælles, værdifulde natur. Det skal ikke kunne betale sig i at spekulere i at opdyrke heder, overdrev og strandenge, så nu lægger jeg op til, at bødestraffen hæves, så den er på linje med straffen for at forurene vores vandløb og søer, lyder det fra Kirsten Brosbøl.

Ifølge Miljøministeriet har bødestraffen for at ødelægge værdifuld natur i de fleste tilfælde ligget på omkring 2.000-8.000 kroner.

Med et nyt lovforslag, som miljøminister Kirsten Brosbøl vil fremsætte, vil den vejledende bødestraf for eksempelvis at pløje et stykke §3-beskyttet naturområde op begynde ved 20.000 kroner.

Lovforslaget er en del af Naturplan Danmark, og miljøministeren vil sende lovforslaget i høring i oktober.