Fødevareminister kaldt i samråd om svineproduktion

Fødevareminister Dan Jørgensen skal svare på, hvad han vil gøre for at styrke ramme- og konkurrencevilkårene

Venstres Erling Bonnesen kalder nu fødevareminister Dan Jørgensen (S) i åbent samråd i Folketingets Fødevareudvalg.

Erling Bonnesen har således sendt følgende samrådsspørgsmål til ministeren:

- Med baggrund i de seneste fyringer af slagteriarbejdere i Danish Crown på baggrund af nedgang i tilførslerne af slagtesvin til slagterierne, bedes fødevareministeren redegøre for, hvilket initiativer ministeren vil tage til styrkelse af rammevilkårene og konkurrencevilkårene, så de bedre kan betale sig for danske landmænd at investere i nye svinestalde til sikring af – og skabelse af – nye danske arbejdspladser, vækst og produktion.

Baggrunden for indkaldelsen til åbent samråd er et åbent brev, som slagtesvineproducent og formand for Danske Halmleverandører Hans Stougaard har sendt til Dan Jørgensen.

Heri peger svineproducenten blandt andet på, at han og andre svineproducenter i Danmark taber 70 kroner på hvert eneste slagtesvin i forhold til kollegerne i Tyskland. 

Samrådet finder efter planen sted den 10. september.

Læs også