Irland rydder medaljebordet: Henter 82 priser for sine bøffer
Irland blev årets mest vindende nation ved World Steak Challenge 2026 med hele 82 medaljer. To irske bøffer kunne samtidig kalde sig verdens bedste blandt de græsfodrede udskæringer.

Irland tog 82 medaljer ved World Steak Challenge 2026 og vandt titler for verdens bedste græsfodrede sirloin og ribeye. PR-fotos
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Hvis der findes et verdensmesterskab for bøfelskere, kommer World Steak Challenge tæt på. Og ved årets konkurrence i Amsterdam var der især én nation, som kunne gå mæt og tilfreds hjem.
Irland sikrede sig hele 82 medaljer, heraf 29 af guld, og blev dermed det mest dekorerede land ved World Steak Challenge 2026. Til sammenligning høstede Australien 42 medaljer, mens England fik 26.
Også blandt konkurrencens fornemste titler var der irsk dominans. Tesco Ireland vandt prisen for verdens bedste græsfodrede sirloin med en Angus Cross-bøf, mens Lidl Ireland og Dawn Meats tog titlen for verdens bedste græsfodrede ribeye med en Aberdeen Angus Cross-udskæring.
- Endnu en gang er Irlands græsfodrede oksekød blevet anerkendt som det bedste i verden. Disse resultater vidner om vores landmænds og forarbejderes dedikation samt om den kvalitet, der kommer ved at producere oksekød fra græsningsbaserede kvalitetssystemer under Quality Assurance-programmet, siger William McGrath, Bord Bia Market Manager, Nordics i en pressemeddelelse.

World Steak Challenge, der blev lanceret i 2015, betragtes som en international kvalitetsstandard inden for den globale bøfindustri.
Prisvindende bøf kommer til Danmark
For Dawn Meats er sejren ekstra markant, da virksomheden også vandt stort ved konkurrencen sidste år.
- Dette er et fremragende resultat for Dawn Meats, Lidl og for de landbrugsfamilier, der leverer til os. At blive kåret som verdens bedste græsfodrede ribeye for andet år i træk efter vores succes med World's Best Steak sidste år er en stor anerkendelse af den kvalitet og konsistens, vores teams arbejder så hårdt for at levere. Vores Lidl Deluxe Angus ribeye er nu tilgængelig for kunder i Danmark, så folk selv kan smage, hvorfor den er blevet anerkendt som den bedste i verden, lyder det fra adm. direktør i Dawn Meats, Niall Browne.
Sidste års irske triumf fik Lidl til at lancere en oksekødskampagne til 10 millioner euro i 26 europæiske lande, herunder Danmark og Sverige. Kampagnen omfattede prisvindende udskæringer fra blandt andre Dawn Meats og Liffey Meats.

World Steak Challenge 2026 blev bedømt i Amsterdam.
World Steak Challenge blev lanceret i 2015 og har siden udviklet sig til en international målestok for bøfkvalitet. Gennem årene er tusindvis af bøffer fra 25 lande blevet bedømt.
Ved årets konkurrence blev udskæringerne blindsmagt og vurderet af et panel med mere end 60 internationale eksperter, inden medaljer og verdensmestertitler blev uddelt i Amsterdam.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































