Masser af dyr, udstillerstande og underholdning. Ribe Dyrskue tilbyder det hele, når det skydes i gang fredag klokken 9 på dyrskuepladsen i netop Ribe.

Vejrmæssigt har Ribe Dyrskue prøvet lidt af hvert gennem årene. Fra regn og aflysning på grund af oversvømmet dyrskueplads, til bragende sommer med skyhøje temperaturer.

Årets dyrskue tegner til at blive et af sidstnævnte med sommertemperaturer, der ifølge metrologerne kan komme op i nærheden af 30 grader.  

Bedste dyr kåres over middag

Skuet åbnes fra start af dyrskueformand Claus Christensen, hvorefter bedømmelserne af dyr går i gang blandt de over 50 udstillere, der har dyr med inden for kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste og får.

Formiddagen byder traditionen tro også på både grisevæddeløb og de indledende runder i VM i gummistøvlekast.

Over middag kåres de bedste dyr inden for de enkelte kategorier. Eftermiddagen byder foruden finalen i gummistøvlekast også på et stort hesteshow og hesteparade, inden skuet slutter klokken 16.