Flere ulve i Jylland end hidtil kendt
Det er forventeligt, at der er flere ulve i den jyske natur, end man hidtil har kendt til, fastslår biolog i Naturstyrelsen Hans Erik Svart
Nu er DNA-prøver indsamlet i 2013 blevet undersøgt og individbestemt – og der tegner sig et billede af, at der har eller har været mindst 12 ulve i Jylland. Det oplyser Naturstyrelsen.
Prøverne er blandt andet indsamlet ved Toftlund i Sønderjylland, Børkop ved Vejle og Ålbæk i Salling syd for Limfjorden.
Ifølge biolog i Naturstyrelsen Hans Erik Svart er det ”ganske forventeligt”, at ulvebestanden i Jylland nu viser sig af være større end hidtil antaget:
- Ulve strejfer væk fra flokken, allerede når de er et-to år gamle. Så skal de ud for at finde en mage og et territorium, hvor de kan yngle. Der er stadig ikke én eneste DNA-prøve, som har vist tegn på en hunulv, så hanulvene har tilsyneladende strejfet rundt i Jylland uden at finde en mage, siger han til Naturstyrelsens hjemmeside.
Han vurderer, at der på et tidspunkt vil dukke en hunulv op:
- Vi holder øje med, hvornår vi ser det første ulvekobbel på dansk jord. For er der en hanulv, så kommer der sikkert også en hunulv før eller siden.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.




































