Der var trængsel om svinestien hos de ti økologiske svineproducenter, der åbnede op for besøgende søndag den 25. maj.

Mere end 4000 besøgende havde valgt at tage på »Sofari« og besøge de økologiske grise, og det var dobbelt så mange som sidste år, vurderer Hanne Børsch, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og projektleder på Sofari.

- Det er fantastisk, at så mange danskere har lyst til at bruge en søndag på landet og få indsigt i de kvaliteter, den økologiske produktion rummer, siger Hanne Børsch i en pressemeddelelse.

Det er femte gang de økologiske svineproducenter holder Sofari, og i år var antallet af værter vokset fra fem til ti fordelt over hele landet. Det gav endnu flere mennesker mulighed for at komme på besøg hos økogrisene, og det er vigtigt, hvis salget af økologisk kød skal styrkes.

- Den personlige historie er vigtig. Når folk får sat ansigt på landmanden og mulighed for at stille spørgsmål, bliver det pludselig tydeligt, at der er mennesker bag, og at det virkelig fører til noget, hvis man køber økologisk kød, siger Hanne Børsch.