Lovforslaget om en ny randzonelov, hvor randzonearealet bliver halveret fra 50.000 hektar til 25.000 er sendt i høring, og blandt høringssvarene er der et fra forskere ved Bioscience ved Aarhus Universitet. Det skriver Altinget.dk.

Forskerne mener, at halveringen af randzonerne er problematisk – og at Danmark har taget et skridt i den forkerte retning i forhold til at opfylde EU’s miljømål:

- Overordnet set er vi ikke i tvivl om, at en lempelse i reduktionskravet vil have en målbar negativ indflydelse på, hvor hurtigt marineområder genoprettes, og at man derfor vil være nødt til at finde andre virkemidler for at opfylde kravene i VRD (EU's vandrammedirektiv, red.), skriver forskerne ifølge Altinget.dk i høringssvaret.

- Derfor finder vi lovforslaget problematisk og vurderer, at det vil sende et yderst negativt signal til EU, lyder det videre.

Også fra DCE ved Aarhus Universitet er der indsendt et høringssvar. Heri fremgår det, at man i DCE overordnet set ikke er i tvivl om, at der vil være behov for at finde virkemidler til erstatning for det reducerede randzoneareal, skriver Altinget.dk.