DC-direktør stopper

CEO for DC Beef Lorenz Hansen siger farvel til jobbet

Lorenz Hansen, CEO for DC Beef, overlader den 1. oktober stolen på direktørkontoret til nuværende salgsdirektør i DC Beef, Finn Klostermann. Det oplyser Danish Crown.

Overdragelsen sker i forlængelse af den officielle åbning af det nye kreaturslagteri i Holsted.

Hos Danish Crown peger man på, at de seneste år især har været præget af opbygningen af netop kreaturslagteriet. Lorenz Hansen, som runder 66 år til oktober, fremsatte ønsket om at fratræde allerede for knap halvandet år siden, men sagde ja til at følge sin vision til dørs, før han den 30. september altså har valgt at fratræde.

- Jeg tør godt sige med bestemthed, at Lorenz Hansen bærer en meget stor del af æren for, at DC Beef i dag er Danmarks største kreaturslagteri, som igennem en årrække har kunnet levere en stadig stigende notering til ejerne og dermed bevare markedsandele i en faldende dansk produktion, siger formand for DC Beefs bestyrelse Peder Philipp i en pressemeddelelse.

- Lorenz Hansens store erfaring med netop oksekødsmarkedet har givet ham en stor indsigt i både arbejdsprocesser og innovationsmuligheder. En indsigt, han har udnyttet til at sikre DC Beef den position.

48-årige Finn Klostermann har været en del af DC Beef siden 2007 – først som underdirektør og siden 2009 som salgsdirektør.

Frem til overdragelsen er det Lorenz Hansen, der fortsat har det overordnede ansvar for DC Beef.




Læs også