Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Af virksomhedsrådgiver Kristian Sejersbøl, Agillix

Når en vindmølles 30-årige lejeaftale udløber, kan retten til jorden være afgørende for møllens værdi. Som jordejer bør du kende forskellen, før du forlænger aftalen eller sælger arealet under møllen.

I 1995-2000 blev der opstillet mere end 2.400 vindmøller på dansk landbrugsjord, typisk fra Micon, Vestas eller Bonus. En betydelig del står på oprindelige 30-årige lejeaftaler.

Udstykningslovens § 16 fastsætter en grænse på 30 år for brugsret over et areal, der udgør en del af en fast ejendom. Når aftalen udløber, kan mølleejeren ønske en ny lejeaftale eller at købe et mindre grundstykke under møllen.

Samme mølle – to forskellige værdier

En velholdt vindmølle kan fortsat have god økonomi i driften efter 30 år. Men skal den nedtages, vil værdien af skrot og genbrug i bedste fald kunne dække nedtagning og fjernelse af fundamentet. Nettoværdien kan dermed nærme sig nul.

Sikres retten til fortsat at stå på jorden, kan møllen derimod bevare en betydelig handelsværdi. Værdien afhænger blandt andet af vedligeholdelsestilstanden og mulighederne for fortsat drift.

Tag som eksempel en 750 kW Micon-mølle, der producerer 1.400.000 kWh om året. Med en vurdering på 1,7-2,0 kroner pr. kWh årlig produktion svarer det til cirka 2,4-2,8 millioner kroner. Eksemplet forudsætter en ny 30-årig lejeaftale. Den konkrete vurdering skal desuden tage højde for møllens forventede restlevetid, driftsomkostninger og kommende vedligeholdelse. Uden mulighed for fortsat drift på arealet kan nettoværdien ved aftalens udløb være tæt på nul.

Kend værdien, før du skriver under

Møllens handelsværdi er ikke det samme som prisen på jorden eller den leje, jordejeren kan få. Men forskellen viser, hvorfor retten til jorden har økonomisk betydning og bør indgå i forhandlingen.

Få derfor belyst møllens produktion, tilstand og forventede resterende drift, inden du tager stilling. En ny lejeaftale er ikke en garanti for møllens tekniske levetid. Aftalen bør også afklare ansvaret for nedtagning og oprydning.

I Agillix' VE-team rådgiver Jacob Frey Hansen og jeg om, hvilken værdi en forlængelse af lejeaftalen kan give, når velkørende vindmøller på lejet jord nærmer sig 30-årsalderen.

Fakta om ældre vindmøller på lejet jord

Mere end 2.400 vindmøller blev opstillet på dansk landbrugsjord i perioden 1995-2000.

Et betydeligt antal står på en oprindelig 30-årig lejeaftale.

Skal møllen nedtages ved lejeaftalens udløb, kan nettoværdien efter nedtagning og fjernelse af fundamentet være tæt på nul.

Sikres grundlaget for fortsat drift gennem en ny lejeaftale eller køb af arealet under møllen, er det vejledende værdiinterval i artiklen 1,7-2,0 kroner pr. kWh årlig produktion. Den konkrete værdi afhænger blandt andet af restlevetid, driftsomkostninger og vedligeholdelse.

Energi